Guide: Fire kendetegn ved en dobbeltmoralsk politiker

I de sidste to uger har jeg siddet passivt bag min skærm, og fulgt tilstanden i dansk politik – og jeg har konkluderet at danske politikere og debattører er dobbeltmoralske. Uden undtagelser.

1: Danmark skal føre en ”forsvarlig og fornuftig” udlændingepolitik – der er styret af overstatslige konventioner og traktater, som netop gør at Danmark ikke kan føre en forsvarlig og fornuftig udlændingepolitik. Alligevel hopper danskerne i med begge ben, når de hører Inger Støjberg nævne ”udlændinge” og ”stramning”.

Jeg lader den lige stå lidt.

2: Lars Løkke Rasmussen har altid hævdet at Danmark er for danskerne, og at Danmark ikke skal være ubetinget styret af det overstatslige EU – alligevel var statsministeren ude i medierne med et budskab om, at vi i Danmark faktisk skal tage diskussionen om, hvorvidt Danmark skal gå helhjertet ind i EU og opgive forbeholdene.

3: I Danmark har vi altid haft et fornuftigt uddannelsessystem, hvor dette har været understøttet af den danske velfærd, og der har altid været en særlig gensidig respekt mellem uddannelserne og staten. Inden den nye regeringsdannelse i november 2016, havde det daværende folketingsmedlem Merete Riisager nemlig påpeget at de lange skoledage ”kolliderer med dansk børnesyn”, hvor hun så efter hun blev minister, fik den modsatte tilgang til emnet – at vi bliver nødt til at arbejde med de lange skoledage.

4: Da CinemaxX ville vise filmen ”Last Chance” i deres biografer, der er blevet indspillet af den islamiske organisation One Path. En af hovedrollerne spilles af Mohamed Hoblos der flere gange har prædiket om at det er værre at misse en bøn end at voldtage børn.

Det burde for alle at se være forkasteligt, hvis man har nogen sans for medmenneskelighed. Men der ligger mere under overfladen. Af flere omgange har venstrefløjens feminister nemlig sagt, at feminismen er en kamp for alles lige rettigheder, og at der ikke er begrænsning på, hvad feminister kæmper for.

Derfor kan det undre mig, at disse feminister – heller ikke denne gang – kæmper børnenes sag, og fortæller de forskruede imamer at voldtægt af børn ingen steder hører hjemme.

Én stor børnehave.