Mathias Bach: Kære du – man vinder ikke min respekt ved at skubbe til mig

Som det yderst problematiske unge menneske jeg er, så kan mine opråb i samfundsfag ofte virke kontroversielle på grund af mine modsvar til lærernes venstreorienterede snoning af fakta, som pakker virkeligheden ind i små vatbolde, som senere hen i fremtiden skal vælte de hjemmelavede curlingbørn – som forhåbentligt snart får virkeligheden at se.

Trods mine kritiske spørgsmål til lærerne, og mine mindre populære holdninger savner jeg respekten for demokratiet og ytringsfriheden – for den er vi ved at miste.

Vind blot min respekt ved tale

Selvom folk selvfølgelig ikke er ens, så må udgangspunktet for en dialog aldrig ende ud i vold, hvis modtager og afsender skal kunne tages seriøst.

Når man bruger demokratiets privilegier, så er omkostningerne ikke begrænsede – bl.a. blev et af mine blogindlæg til negative tilråb og skub på gangen i skolen. Kan det være meningen at man i fremtiden skal dannes demokratisk?

Beskrivelsen af denne utrygge gang gennem skolen kan ofte virke som værende latterliggørende, og hver gang jeg krydser vennegrupper i min gang, kan tilråbenes ånde sidde i nakken på mig. For tro mig – jeg kan godt høre dem, når de ??hvisker?? ”bøsse”, ”vantro” eller ”racist”.

??Er du racist???

Aflivningen af fordomme om mine politiske standpunkter sker dagligt. Hjemmefra har den prægede mentalitet primært været drevet af politisk korrekthed, og dermed resulteret i at man er racist, hvis man er mod indvandring.

Denne hjemmelavede mentalitet, som sætter racister og samfundsinteresserede med blå orientering i boks sammen, hænger slet ikke sammen. Hvis mine synspunkter omkring racismeparagraffen alligevel skal på bordet, så skal den nymoderne blasfemiparagraf afskaffes.

??Alle med hans indsigt skal stenes – og bliver det?? 

–  skrev en ??debat??-deltagende person på min blog

Den demokratiske dannelse kommer tydeligvis ikke af sig selv. Efter utallige skub og tilråb, så må vi gøre op med den forhåbentlige fremtidige, fortidige demokratiform, hvor den konsekvensløse ytringsfrihed tager form.

Så kære I – man vinder ikke min respekt ved at skubbe til mig.