… eller hvordan gør jeg mig unik nok til blogger-konceptet?

Jeg har nok godt altid vidst at blogger-universet har været domineret af kvinder, men på den anden side giver det jo egentlig bare mig endnu større mulighed for udbredelse. Det er også det jeg har set på mine statistikker. Der er rigtig mange der følger med – også selvom majoriteten af indlæggene ikke længere er politiske, men derimod hverdagsindspark.

Det er egentlig også ret mærkeligt at se på hvor mange blogs der egentlig eksisterer. Tallet er jo virkelig enormt, og her sidder jeg og har det overraskende nemt med starten på en ny interesse. Jeg har læst mig frem til at det ellers kan tage lang tid at skaffe sig de første 100 læsere. Så det er jeg jo glad for. Og forresten, så har jeg fået lavet en facebook-side, som man kan følge herunder – klik på billedet herunder, og hop ind og like min facebook-side, hvis det skulle lyste.

 

 

Og nu, kære venner – som på alle mulige andre arbejdspladser, hvor rigtig mange kvinder synes der er for mange mænd, siger jeg, Mathias Bach hermed, at blogger-miljøet skal indtages af en stor håndfuld nye mænd, der også har noget at byde på! Ja, det sagde jeg lige. Men efter jeg er stadig med at blogge på denne måde, er jeg også blevet konfronteret med tanken, om jeg egentlig er god nok til det her – for når jeg kigger på alle mulige andre blogs, så er de smækfyldt med super seje og fancy Tumblr-billeder, der bare ligner en drøm. Er jeg god nok til at være her?

1: Er jeg unik? 

 

Okay, Britney Spears ville måske have været en af de sidste jeg ville vælge til at blive rolle-model, men her har hun en pointe. Tror jeg – for jeg ved ikke om det er det, hun siger, men det ville være meget superstjerne-agtigt at sige sådan. Så mon ikke, det er det, hun siger? Det er skide hårdt at blogge aktivt, og det er også her at mine idéer til blogs rinder hurtigst ud. Det er enormt svært at være unik og læseværdig – for der er enormt mange blogs i Danmark.

Det er (også) fordomsfuldt – man skal virkelig være opsat på at starte en blog hvis man godt vil blogge, for det kommer sgu ikke af sig selv. I dette ligger også overvejelser om hvad omverdenen vil tænke, og det tænker jeg faktisk jeg vil skrive om på et tidspunkt, så hæng på! Men det skal jo nok ikke være nogen hemmelighed at man godt må tænke sig om, inden man starter en blog. Det vigtigste er fx ens niché – eller – det, der gør en special som blogger. Det, som andre ikke kan tilbyde læserne.

Det er nemlig nemt at starte en blog, men det er knapt så nemt at tiltrække seere, hvis bloggens indhold er det samme som tusinder af andres indhold. Dermed ikke sagt, at en blog ikke kan være god, hvis den bare er mainstream – men chancerne for hurtige stigninger i læsertal kommer nok ikke til at højne, hvis ikke der sker noget specielt, som kun DU kan tilbyde læseren. Og jeg sidder stadig fast i den der niché-ting. Jeg eksperimenterer stadigvæk med, hvad det er jeg er god til, og hvad det er jeg kan tilbyde mine læsere. Og det er skide svært – no doubt.

2: Læsere? 

 

Der er ret mange undersøgelser der viser at det mandlige publikum er svært at tiltrække, men alligevel har jeg formået at gøre målgruppen til 50% kvinder og 50% mænd! Det er herre fedt!

Mange af de ting som jeg kunne have haft sværere ved med hensyn til det mandlige publikum er, at de fleste mænd søger noget konkret og noget med en hurtig konklusion – meget af det kan jeg nok godt nikke genkendende til, for jeg har aldrig selv læst blogs fast, fordi jeg synes det godt kan blive for langtrukkent. Men jeg elsker at være den, der skriver. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke helt ved hvem min målgruppe er. Målgruppen rækker fra alt mellem 10-70-årige, og det er jo virkelig en bred målgruppe, og jeg ved ikke om det er positivt? Det tænker jeg indtil videre – men jeg tvivler på at kunne opretholde den ældre gruppes gejst for min blog, når jeg begynder at dele fashion-posts, haha! Det må tiden vel vise, I guess.

3: Alt det fede ved at skrive

 

Der er jo herre mange fede ting at blogge på denne her måde, som jeg har blogget på de sidste par uger, og det er blandt andet alt det løse. Indtil videre hvor jeg udvider mit publikum, så er det fedt at kunne skrive med et (nogenlunde) hverdagssprog, hvor man ikke nødvendigvis hele tiden skal tænke over, hvordan det kan forstås – eller misforstås. Det er fedt ikke at skulle tage så meget stilling til at skrive i forhold til at snakke, for her foregår skriften som en slags envejskommunikation. Der er ikke nogen der kan konfronterer mig face to face med noget jeg har skrevet, og derfor er det også ret cool at kunne skrive det, man føler for – uden der nødvendigvis skal stilles spørgsmålstegn ved alt muligt. Det afhænger kun af en selv.

Det er super fedt bare at kunne skrive det man tænker, og det er også det, der er sjovt at kigge tilbage på – nemlig forandringer. Jeg elsker at man arkiverer (gemmer) noget, man ellers ville glemme, hvis ikke det blev skrevet ned. Det er ligeså meget en personlig rejse for mig, at skrive (super-cringe, igen-igen, I know).

Oplever du selv fordomme omkring din passion?