Mathias Bach: Æret være dit minde, far

For snart 9 år siden gjorde kræften også kæmpe indtryk på mig. Gennem ni år havde min far nemlig haft kræft i hjernen, og i denne mørke tid var der ikke lang tid til min fars afslutning på et fantastisk liv.

I 1999 blev min far ramt af en kræftsvulst i hjernen. Jeg var blevet født lige efter konstateringen, men trods den uheldige timing af min fødsel og min fars cancer, er jeg i dag glad for at kunne huske tilbage på en masse gode minder i min fars selskab. Og på trods af ligeså mange dårlige som gode minder, er jeg glad for at jeg nåede at opleve min fars tilstedeværelse.

Min far var elsket af alle i hans omgangskreds; på arbejdet, i hjemmet og i offentligheden.

Da jeg var lille satte jeg mig altid ind i mine forældres soveværelse og så Disney Channel. Jeg kan huske en bestemt morgen, hvor den japanske mangafilm Totoro blev vist i fjernsynet. En kat som lignede en bus. Solen skinnede ind ad vinduet, og sollyset blev fremhævet af væggenes farve, rød, som varmede min tilværelse. Min far kom hver morgen gående ind ad døren for, at hente sin politiuniform som hængte bag døren.

Der var mange morgener, hvor mine bedsteforældre kom med morgenbrød og stillede det foran hoveddøren, så vi kunne tage det når vi vågnede. Det var så dejligt, når vi var samlet – som en familie.

Den dag hvor min fars sygdom tog stærke skridt, og han derfor måtte indlægges, gik det op for mig at livet ikke er en dans på roser.

Da jeg var seks og havde min første skoledag, lagde jeg mærke til hvordan alle mine klassekammerater havde begge deres forældre med ind i klassen – jeg havde kun én. På sådan en dag modtog jeg utallige spørgsmål som omhandlede min fars velvære – der var ingen der spurgte hvordan jeg havde det.

I første klasse tog min fars kræft igen drastiske skridt mod en ende på hans liv. Inderst inde vidste vi godt, at hans sygdom ville tage livet af ham, og efter ni år i en desperat kamp måtte han snart give slip på livet. Min far følte skyld over, at hans børn skulle se ham dø langsomt – han ville ikke dø – hvem vil det i en alder af 53 år?

Et par måneder inden hans død, havde jeg været oppe at sove hos min farmor på grund af sygdomsundersøgelser af min far på Glostrup Hospital, og der ringede telefonen om formiddagen. Min far havde fået endnu en kræftsvulst. Vi slukkede fjernsynet og sad og kiggede rundt i min farmors lille stue, hvor jeg lagde mærke til at hun havde tre billeder i rammer stående på hendes reol. Det var bare én af de mange gange, hvor min far havde fået endnu en kræftsvulst.

Den aften hvor han døde, var min mormor og morfar på besøg hjemme hos os. I tiden op til fars død, var et hvert telefonopkald gruopvækkende. Denne gang var far død. Min storebror og jeg løb over til det plejecenter, hvor min far blev passet. Det var meningen, at min anden storebror skulle hente os i bil, men han dukkede aldrig op.

Og dér lå han. For en gang skyld så jeg en fredfyldt mand, som ikke havde ondt. Han havde for alvor givet slip, og jeg ville aldrig kunne snakke med ham igen.

Min mor, Linette Bach, har gennem hele forløbet efter hans død været en motivation for at leve for mig. Min mor gav aldrig slip på livet efter fars død, men gik målrettet efter at få gennemført hendes ærinder i livet. Jeg synes hun er sej.

Jeg opfordrer hermed også alle andre til at knække cancer.

Selvom kræftforløbet kan være hårdt, så vil jeg alligevel opfordre jer til at finde jeres vej gennem livet – for der er altid en vej.